human/machine - machine/human

Human/Machine - Machine/Human

Fra den 16. februar - 5. april 2017
Cristina Picchi (it), Jesper Carlsen (dk), Matt Kenyon (us), Mikkel Meyer (dk), Sune Petersen (dk), Wayne Siegel (dk/us)


Computere, smartphones, smartwatches og tablets overskrider i dag apparatets rolle som rent funktionelt redskab.  De små maskiner er blevet en del af os, og vi indgår i en direkte relation, der undertiden nærmer sig et ligeværdigt forhold.  I udstillingen er kunstnerne blevet bedt om at præsentere et værk, som udtrykker deres forhold til maskinen samt et værk, der ville karakterisere dem selv set med maskinens øjne.  Her på siden kan du se en del af udstillingen, da Cristina Picchis værk indeholder stærke billeder, der ikke er egnet til stationsrummet.

Formidling af holdninger, viden og meninger er i udpræget grad et produkt af udvekslingen mellem menneske og maskine. Langt hovedparten af vores daglige input, får vi fra vores brug af maskiner som TV, computere, smartphones og lignende. Den medierede virkelighed er på mange måder virkeligheden. Det er dén virkelighed, som producenter af viden/nyheder vælge at sende ud, der bliver vores virkelighed, og som dermed former vores syn på livet. Samtidig spiller maskinen en stadig stigende rolle i selve produktionen af virkelighed. Mennesket bliver i stand til at skabe nye former for viden og nyheder gennem maskinerne. Og, også i selve begivenheden, som bliver til “nyheden”, spiller maskinen en central rolle – tænk f.eks. på mobiltelefonens rolle i de seneste års opstande i verden over. 

 

Kom ind i boblen på DIAS, Vallensbæk station og oplev de interaktive værker af Sune Petersen, Mikkel Meyer og Wayne Siegel, der alle aktiveres af din tilstedeværelse.  Sune Petersen og Mikkel Meyer vil i forbindelse med udstillingen også opføre to live-performances, der knytter billede og lyd. Endvidere kan du opleve videoværker af Matt Kenyon og Cristina Picchi og en animation af Jesper Carlsen.

Filmværker fra Cristina Picchi

- en del af udstillingen Human/Machine - Machine/Human udfolder sig her på siden.

Med Cristina Picchis to dokumentariske værker ’Eyes On The Ground’ og ’It Never Happened’ stiller vi skarpt på maskinen og relationen mellem menneske og maskine som en afgørende faktor for vores virkelighed. Begge værker omhandler et mørkt kapitel i Sri Lankas historie, og der skal advares om særdeles stærke billeder.  ’It Never Happened’ kan kun ses her på siden, på grund af de voldsomme billeder. 


Eyes on the Ground, 2012
Video, 03:00 min.

Udlånt af kunstneren
Bestilt af ITN Productions for Channel 4

 

’Eyes On The Ground ’ er en video-dokumentation af fem personer, der ser filmen Sri Lanka’s Killing Fields for første gang. Sri Lanka’s Killing Fields begynder med en advarsel om, at filmen indeholder chokerende billeder. Og det gør den virkelig. Filmen er lavet med en idé om at nærme sig muligheden for en slags retfærdighed.
Som iagttager af værket, er vi betragtere i 4. led; kamera – tilskuer – kamera - os. De egentlige hændelser er fjernet for vores blik, men vi påvirkes alligevel af scenerne. Film er et stærkt medie til at vække følelser, og her er tankerammen og andres påvirkning nok til at bevæge os. Videoen tager fat i de svære menneskelige følelser og erkendelsesprocesser, som alle kan opleve blot ved at se en film. Her ser vi, hvordan maskiner bruges som middel til kommunikation og hvilken effekt det har på mennesket.

 

It Never Happened, 2012

Dokumentar

 

Om Cristina Picchi
Cristina Picchi (født i Lucca, 1981) er en prisvindende italiensk filminstruktør, kunstner og forfatter med base i London. Hendes film er blevet vist på festivaler og gallerier over hele verden. Hendes skriftlige arbejde omfatter noveller og bidrag til prisbelønnede bøger. Hun er master i europæisk litteratur fra University of Pisa og har en kandidatgrad i Screen Documentary fra Goldsmiths University.

Picchis filmografi : Zima (eksperimental dokumentar, 11:30 min, RUS/FR, 2013), Eyes On The Ground (dokumentar, 03:22 , UK , 2012), Under Your Skin (eksperimentel dokumentar , 8:00 min, UK , 2011)